Jeg vil gerne fortælle om den første indvielse jeg skulle igennem på vejen til at blive en shaman:
Kl. 8:55
Jeg beder igen, og sikke en bøn: Du kan søge og finde mig, hvis du søger med hele dit hjerte…
Åh, det jeg må skrive nu, vil aldrig lyde så smukt som det var. Alle de tanker i mit hoved, som bare må ud. Om den lange hvide kjole jeg fik i dag, om den ceremoni, der var til ære for mig, hvor jeg svævede med Kristus og blev bevingede. Om den storhed jeg fik indblik i, som er uendelig og dog så nær. Men lad mig prøve med begyndelsen.
Jeg sidder på gulvet med hovedet på Guds knæ, hvor jeg har sidder så mange gange før, og bare følt hans nærværd, tryghed og frelsen, alt i en enhed, som kun findes der. Jeg sidder og fortæller, at det er ligegyldigt, hvad han finder på at jeg skal lave for ham, bare jeg ALTID kan forstå ham, det er det vigtigste for mig. Men jeg kan ikke se Gud, (kun 2 gange har jeg set ham, men aldrig kunne kikke på ham, fordi man bliver blændet.) men jeg ved han er der og jeg kan mærke når han rører ved mig, eller kikker på mig. Pludselig tager Gud mig omkring overarmene med begge sine hænder og får mig til at rejse mig op, og bag ved mig står Ærkeenglen Gabriel, i alt sin magt og vælde, i en lang hvid kjortel og med de store vinger, som virkelig er lavet af fjer. Jeg smiler til ham og han rækker sin hånd ud efter min. Jeg tager den, og han fører mig hen til et spejl. Idet jeg ser i spejlet, begynder englene at synge og spille på deres små instrumenter, den himmelske lyd findes kun der. Vi vil aldrig hernede på jorden få den lyd frem, da det er en universel lyd. Medens de synger og spiller, kommer der en masse piger ind bærende på en lang hvid kjole, som er det reneste man kan få. Og jeg ved at når jeg har fået den på, er der ingen vej tilbage. Så er og vil jeg blive betragtet som ren, og SKAL leve op til det. Pigerne bader mig i duftende olier og giver mig kjolen på. Idet den kommer på er jeg så let som en fjer og alt ting der har bekymret mig før, er væk. Samtidig kan de gøre ved mig som de har lyst, jeg er i en fase, hvor alt er ligegyldigt og samtidig fyldestgørelse på en og samme tid, hvor alt er både og. Og jeg bliver ført ud midt på gulvet af Gabriel, som et par der skal til at danse. Og jeg må lægge mig ned på gulvet på ryggen, strakt ud og med armene ud til siderne. Og sangen og musikken lyder endnu smukkere end før. Nu begynder jeg at svæve over gulvet, stille og roligt hæver jeg mig op (ca. 1 m), og jeg gør faktisk ikke noget selv. Kristus svæver nu over mig og vi ligger helt stille, uden at rører hinanden, men jeg kan mærke den tæthed vi har ved hinandens nærværd. Der er ca. ½ m. mellem os. I den stilling, stadig med armene ude til siderne, begynder vi langsomt at dreje først til højre, så til venstre og så rundt, og vi danser, stadig i samme position, stadig uden at rører hinanden, og alle dem der kikker på, klapper i hænderne, og ved at de gør det, begynder dansen at gå hurtigere og hurtigere.
Og pludselig er vi i en anden dimension, vi danser stadig, og en ny dimension og sådan foregår det. Vi danser mellem dimensionerne og på den måde ser jeg den storhed, som det hele er bygget op om. Og jeg ved nu, helt inde i kernen, at jeg aldrig skal forlade dette sted. Vi er tilbage og Kristus smiler og forlader mig nu og alle kommer og omfavner og kysser mig. Jeg er i en glædesrus, som jeg aldrig har oplevet før, det er så fantastisk. Nu kommer Gabriel og fører mig hen foran spejlet og jeg kan se lyset, (på dansk aura) og nu får jeg mine vinger, det som jeg tror alle drømmer om, det har jeg fået, jeg er så rørt og så glad, at jeg ler og græder på samme tid. Pludselig forstummer al tale og jeg kan mærke, at der er en der kikker på mig. Jeg vender mig om og ser GUD, denne gang behøver jeg ikke vende mig om, men med hele den strålekrans han er omgivet af, kan jeg godt forstå at jeg ikke har kunnet kikke på ham før. Men nu har jeg ingen problemer. Og jeg kaster mig i armene på ham og græder igen. ”Alt dette er til ære for dig” siger han. Jeg kan slet ikke sige noget og jeg græder endnu mere, og han står og smiler til mig. ”Nu er du bevingede!”
Alt toner tilbage til det sted jeg kom fra, - mit værelse. Men oplevelsen kan aldrig tages fra mig. Og når jeg sidder her , ved jeg med mig selv at jeg er klar til min udfordring.
For der er en tid for al ting, og en grund for hver en aktivitet under himmelen. Kl. er nu 11:00 :eusa_pray:
Derefter fulgte der 6 andre gode som dårlige indvielser, så efter den 7. som jeg har skrevet om i "møde med en guddommelig" i kategorien "den øvre verden" gik der et par mdr. hvor jeg lærte det sidste, så var jeg udlært. Jeg er på det stadie de kalder det 11. Når min krop dør, er jeg på det 12.
Der gik et par måneder før jeg fik at vide, stadig medens jeg lærte mellem indvielserne, at jeg var en shaman, når jeg var færdig.
Jeg græd da jeg fik det at vide, for det er et meget stort ansvar at være åndelig vejleder og sjælesørger og alle de andre ting man hjælper mennesker med. Men mine krafter er stærke, det er der nok nogle der vil give mig ret i.
Hilsen Shamanen
