Dette er et lesearkiv av det gamle sjaman.com-forumet. Det er ikke mulig å logge inn eller poste nye innlegg her.
GjenopprettetMedlem
Ja,hei!
Nå har eg den glede av å bli vitja av Osgardsreien!
Dei er gullkledde og svingar sverd oppå hestane sine når dei kjem susande rett gjennom husveggen og heilt opptil meg,av å til inni,romsterande.vilt.
Huset har fått prøvd seg frå adle retningar no,og trea ligg og jokkar med så godt dei kan.(har trekkt forann vind-uet nå)
No mens eg tenkte på dei,kom der ein ny gjeng.
Eg tok augetesten i speilet,og ganske rett,der var det andre innom,augene blir svartare en ellers,når eg har besøk på sjela.
Og eit begynnande flir,anar eg i bakgrunnen,noko rått og gammalt med rune-teikn over seg.
Det er heftigt å mana med tromma når dette pågår,for vindane utanfor tek til i styrke mens eg trommar,så det føles som om heile huset er lausrevent og flygande med.
Om eg enno skriv på sona når joli er øve,vil kun einherjingane kunne avgjere no,dei har sitt å herja med,villbassane,og så har dei ein jobb å gjera.
Som eg og du.
Eg brenn lys for dei,og spelar musikk,og lar dei veta at hjå meg kan dei vera litt,om dei er greie å reise igjen,når det passar seg slik.
Hald deg fast i golvet og syng om jorda,dei sangane som ikkje har ord,men åndene ulande med vindens kor.
I fleire netter no har eg blitt løfta opp av dyna og senkt ner igjen,og sidan omsnudd og vridd på besynderlige måter.
Alt dette mens hovudet har streva med å følgje med i svingane,om eg kan få sagt dette sånn.
Det har rekna og piska med storm styrke,akkurat då eg pleier å ha djup svevn,men i det siste har eg altså hatt nok med trimmen
som har pågått i jevn takt med vergudanses luner. (loner?)
Eg har vakna som ein gåmmal mann på 95,med ugjenkjennelig metthet på livet-uttrykk,etter sånne netter
Og no mens eg snakkar,er det storm ute igjen,og den driv akkurat no å kosar seg,berre,ladar opp til øyeblikket eg sovnar frå denne verda
og vaknar i den neste.
Men det er noko skjønt og heimeskueligt med denne tida,stearinlyset er meir på sin plass en ellers,dei "små" ting kjem nærmare.
Ein skulle mest tru ein blir meir åndeleg på denne tida,fordi det er meir ånder på denne tida,meir av den djupt emosjonelle sorten.
Dei som ikkje er døde,men heller ikkje av denne verda,dei som saknar lyset sterkare en meg,som har slikt brennande,
og som kjem til meg fordi eg har livskraft,men som også kan hjelpa meg i denne tida,med å væra bevisst og ikkje slumrande.
SAl vel din hest,stolte kriger.!
Takk for kos å takk for klem
nå er du inni verda som min
spesielle åndevenn
føl deg heime
og la livet ditt sjeine.
(som i skinne.).
Det er så fint med blanke ark og fargestefter til,som å trå ut i lyset og vander barbent bortover uten å lage andre spor en noen boskatver.
Hele dette arket for meg selv til å skrive ner mine gleder og korger somavogtil bugner av fullmoden fruktmums og annet snadder med hull i.
Hele verden i min rue hånd,hele alfabetet dansende rundt i hodeskalleballen,mens en ape med gul pels sorterer,og plasserer de slik
at noen tror det er et menneskeverk.
Jeg har selv tatt meg i å lese det jeg skriver,og fått pannen merket,det vil si at fotsålene har fått klisteret.
Og da er det myra,det vil si ytterdøra til morfars badstu,og jeg har blitt sengelignende i mange dager.
Som igjen betyr at noen må synge for kua,og det blir stille i skrivelysten,det vil si ørkenen vokser, eller pausen stjal livet.
Mens en annen lyst tar over,en ulyst,belyst som innenfra,med glødelanterner og dansende miniskjelett drapert nesten til det yndelige.
Halspastillene har ingen god effekt på et hårete golv,sa alltid bror min før han spyttet ut alle dottene han fikk i munnen.
Nei,fra spøk til Halvor,et søskenbarn av meg,som tidlig lærte meg å flørte med det ukjente.
Han pleide ta meg bakfra,og så slåss vi på gulvet,det gikk ikke lenge,før det pleide gå galt,og en av oss fikk en dunk som sa pang.
Herlig fyr,du vet ikke hvor du har han,puseligt dukker han opp på siden av meg og brøler,så jeg mister alt jeg har i hendene.
Sånne ting.
En gang lå han under sengen min,og laget hvese lyder,jeg lå å skalv i skrekk,og trodde det var et jæveldyr eller noe liknende
så jeg spratt opp av sengen,slo på lyset,og der lå han,føttene stakk ut av madrassen.
Han er autopilot på et krabbeskip i midten av østen,og ler når han snakker med meg i telefonen,så alt surt er glemt.
Det eneste jeg eldri klarer å få unna i hodett,er når han begravet meg i hagen,jeg var besvimt etter et fall fra takvegg-stigen i 4 etasje
og han mente jeg vart død av slaget,bare mormor reddet livet mitt fort.hun kom stormende å fikk se ene skoen min med jord rundt den.
Og fikk halt meg opp,sånn vekker man de døde,gamle gode mormor.takker henne for det.
Jeg fikk jordslag av begravelsen,og måtte masseres lenge av mormor og Halvor etter dette. Jeg var vel kun13 i disse tider.
Jeg tror det er vitkig å spise godt i disse dager,og være sterk.
Hmmmmm.
Sensis [Crawler]
Åsgårdsreien
Johan Sebastian Welhaven (1807-1873)
Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte Heste.
I Stormgang drage de vilde Skarer.
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaaer over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir; de endse det ei.
Vandreren kaster sig ræd paa Veien.
Hør hvilket Gny - det er Asgaardsreien!
Thor, den stærke, med løftet Hammer,
staaer høit i sin Karm, er forrest i Laget;
han slaaer paa Skjoldet, og røde Flammer
belyse det natlige Tog ved Slaget.
Da klinge Lurer, da er der en Støi
af Bjælder og ringlende Ridetøi,
da hyler Sværmen og Folket lytter
med stigende Angst i de dirrende Hytter.
Åsgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter,
men helst den færdes ved Juletider;
da holder den Fest hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti
og farer den larmende Bygd forbi -
da vogt dig Bonde, hold Skik og Orden;
thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden!
Naar Øllet virker i Bjælkestuen
og vækker de hedenske Juleskikke,
og Ilden kaster sit Skin fra Gruen
paa svingede Knive og vilde Blikke,
da gaaer der et Gys gjennem Tumlen tidt;
da høres de natlige Skarers Ridt,
da knager Væggen, da dandser Kruset;
thi Asgaardsreien slaaer Kreds om Huset.
Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
tre hellige Juledage til Ende.
Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage,
og Brudgommens ei mellem Ungersvende.
Der stod en Glands i den bonede Hal
af dækkede Borde og dyrt Metal,
der fandtes en Skat, som er kommet for Orde,
af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.
Og lystigt durede Trommer og Giger,
og Brudgommen traadte sin Dands mandhaftigt;
han førte sin Brud mellem Svende og Piger -
da gik vel Hallingen let og kraftigt!
Til Dandserens vældige Kast og Hop
fløi Ternen om som en surrende Top;
da strømmede Larmen og Spillet sammen,
da drønede Hallen af Liv og Gammen.
Den tredie Kveld, da Øllet var drukket
gjennem al den Helg af Gamle og Unge,
da var vel Tørsten i Laget slukket,
men Karlene vare drukne og tunge.
Vor Brud havde atter sin Krone paa;
thi nu skulde Skaalen om Bordet gaae.
Og nu tog Kjøgemesteren Ordet
og krævede Stilhed med Slag i Bordet.
Da styrtede ind i det bænkede Gilde
de vidt berygtede Seims-Bersærker;
Øinene rullede mørke og vilde,
paa Panderne havde de Slagsmaalsmærker.
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv -
ja, det var Brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af Bruden,
kom nu selvanden, og var ei buden.
De døsige Gjæster foer op med Bæven
og havde kun liden Hu til at stride.
Hver ravende Mand, der knyttede Næven,
blev grebet i Bringen og kastet til Side.
Brudgommen satte sit Bæger ned,
steeg op paa Bænken og bad om Fred.
Men Brødrene reve alt Kniv af Bælte;
det var just Brudgommens Liv, det gjældte.
Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
og danned' en Vagt om den haardt Betrængte;
bag Borde og Bænke, der laae i en Dynge,
de stode ved Høisædet indestængte.
Den ældste Kvinde i deres Flok
blottede nu sin graanede Lok,
og gav saa Brudgommen Sønnenavnet,
og tog ham paa Skjødet og holdt ham favnet.
Men Brødrene endsed' ei Kvindemildhed,
de stormede frem over Borde og Bænke
og splittede Kvindernes Flok med Vildhed -
da var der ei længer paa Fred at tænke.
De greb' deres Offer og slæbte ham hen
til Hallens Dør og ud gjennem den.
Da blev der en rasende Kamp i Gaarden,
og Gjæsterne fulgte i vild Uorden.
De styrtede ud med Blus og med Brande;
thi over Egnen rugede Mørket.
Da saae de Brudgommen opreist stande;
nu var han af Vinterens Luftning styrket.
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød -
saa gav han igjen hvad de Andre bød.
De Trende danned' et rædsomt Knippe,
og Ingen af dem vilde Taget slippe.
Da tumlede Grim med Eet overende,
og Blodet strømmed ham bredt af Brystet.
Des haardere brødes de andre Tvende
og holdt hinanden i Rygtag krystet.
Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord,
og Kniven alt mod hans Strube foer.
men Ulv holdt inde og stod bedøvet,
og skjælved og bæved som Aspeløvet.
Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et huiende Tog paa fnysende Heste;
det foer over Skoven mod Brudehuset,
og vilde det blodige Gilde gjæste.
Da klang der Lurer, da blev der en Støi
af Bjælder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær - det kom over Heien -
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!
Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme;
det hvirvled afsted i voxende Stimmel,
det slog med Vinger, det greb med Arme.
Da var det Ulv blev draget i Haar,
og slynget i Luften og ført af Gaard,
ja ført over Skov, over Fjeldetinde -
han spurgtes ei meer, han var ei at finde.
Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laae Grim af Dødskampen sammenkrummet,
men Brudgommen blev over Sneen ledet,
og sattes paa Hynden i Gjæsterummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød,
han svæved en Tid mellem Liv og Død;
men han blev pleiet og vel forbundet,
om Vaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle,
nu sidder han ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte: "Fortæl, fortæl!"
Da flammed hans Blik, da saae han tilbage,
da maned han frem sine Bryllupsdage.
